Halvard Knutsen LYKKJA

1712 - 1801  (89 years)

• Name	Halvard Knutsen LYKKJA
  Birth	1712	Lykkja 1/, Nordre Øs
  Gender	Male
  Occupation	sjekk
  Residence	Lykkja 1/, Nordre Øs
  Death	1801
  Notes	Dette er den kjente Halvard i Lykkjun Hallvard i Lykkjun. Av A. O. Øyo. Det er nu hengået over 200 år siden den bekjente Hallvard Luykken blev født og beretningerne om hans oplevelser og virksomhed er selvfølgelig gået tabt. Heldigvis har traditionen bevaret en del; men sagn er sagn og viser sig ofte ved nøie granskin g ikke altid at være pålidelige. Hvad jeg her meddeler om Hallvard har jeg fået at bide av pastor Johannes Belsheim, Nils Beitohaugen d. æ av min nu 84 år gamle mor. Hallvards far var Knut Olsen Lykken, der døde 1758 89 år gammel og hans mor var Sigrid Olsdatter Kjøs.- Disse to hadde følgende børn: 1. OLA, også kaldet STOR-OLA fød 1707 død 1744. 2. HALLVARD fød 1712 død 1801. 3. Kristoffer fød 1714 gift med Marit Torsteinds. Kvien, bodde på Kvål og var skolemester. 4. Anne fød 1708 gift med Endre Einarsen Kjøs, bodde på Bunde. 5. Marit gjift med Knut Torsteinsen Rudi. 6. Ola også kaldet VESLE-OLA fød 1722. Hallvards mor skulde være meget overstroisk og det fortælles, at hun gav sin ældste søn - Stor-Ola hoppemelk, før hun lod ham suge sig selv. Dette skulde være for at gutten skulde bli stærk som en hest. Sin anden søn Hallvard gav hun dermod bikkje melk - efter en anden beretning reins-semle melk - for at denne gut skulde bli frisk som en bikkje - eller som et reinsdyr. Det sikre er likevel, at Stor-Ola ble overlag stærk og Hallvard ualmindelig frisk på foten. Mens Hallvard var smågut kom der en fremmed mand til gårds i Lykken og bad far hans om at få bo der en stund. Dette fikk han lov til og dne fremmede og Knut Lykken blev snart gode venner og manden fortalte da, at han var fra Danmark, var en mege t lærd og fornem mand, men hadde begået et lovbrud - eller lagt sig ud med de styrende - og for at undgå stra hadde han rømt fra Danmark og efter mange gjenvordigheder og farer var han endelig kommen til dette afsidesliggende sted. I Knut Lykke n fik manden foruden en ven også en trofast beskytter og blev boende der i flere år. I denne tid og hos denne mand fik Hallvard sin undervisning og uddannelse. - Hallvard blev undervist hver dag og flere og flere bøker blev anskaffede og gjennemgå ede, og da Hallvard blev voksen var han uden sammenligning bygdens mest oplyste mand. Han skrev breve og dokumenter rundt omkring i bygden, skrev ansøkninger til øvrighed og selve kongen, gav råd og veiledning i juridiske spørgsmål og prosedere en dog saker for sine sambygdinger, likesom han også en tid forrettede som skolemester. - På grund av sin udmerkede håndskrift og sine mange kundskaper fik han en ansættelse hos øvrigheden nogle år Men dette varede ikke længe; ti han kom ofte frem med så drøie sandheder mod de danskfødte embedsmænd, at han måtte fjernes fra deres konto rer. Men dette skræmte ikke Hallvard fra at følge disse mænds færd og påtale den. Christian den 5tes lov kunde Hallvard udenand på sine fingre og prosederte saker både for sig selv og andre, og det hændtke ikke sjelden at både for sig selv og andre, og det hændte ikke sjelden at bå¨de faut og skrivar kom til kort, når det gjald t utredninger og forklaringer av viktige lovspørgsmål. - Dette bidrog selvfølgelig til at tilspidse forholdet mellem, ham og øvrigheden, og der fortælles at disse indgik et helt forbund for i fællesskapt at gjøre Hallvard umulig. - For den fattige var der i de dage liden ret at få og Hallvard kunde heller ikke vente sig nogen mild behandling, når der fandtes mulighed for at fælde ham ved dom. - Og Hallvard blev anklaget og dømt. Hans forbrydelse skulde bestået i, at han hadde falskelig lyst en dem for en mand i Tveit, idet han hadde ladt den tabende part vinde. Hvorledes dette kunde gået til er ikke godt at forstå. Hallvard benægtede også påstanden herom og påviste at dom men var så uklar og utydelig affattet at meningen måtte bli den motsatte af, hvad øvrigheden påstod den indeholdt. Hallvard blev dømt til strafarbeide på Akershus, hvor han straks blev indsat. - Her blev han imidlertid ikke længe. - Han så sit snit til at sømme fra sine vogtere midt på lyse dagen, og da han var så ualmindelig „frisk" kom han straks et stykke forud for sine vogtere, da disse opdaget flugten og sprang efter ham og skreg: „Tag Valdersen, tag Valdersen på sprange t!" og da blev der snart et leven - alle sprang og ingen vidste hvem der blev sprunget efter gjennem Oslo gater. Alle skreg, at man skulde ta Valdersen, men ingen viste hvem Valdersen var, ti ingen skrek høiere end Hallvard og ingen sprang helle r fortere. - Han kom således på frifot og nåede snart hjem til Vang. Her tok han ind hos sin gode ven. Øystein Johannesen Lien (Septon) og. holdt sig der en stund. Men det spurgtes snart, at Hallvard var hjemkommen og bodde i Lien og lensmanden, John Kattevold, fikk selvfølgelig høre det. Denne kom da snart tilgaards på Lien med fuldt mandskap for at knipe Hallvard og sætte ham fast igjen, og Hallvard ble v først var lensmanden og hans folk, da de var komme ind på tunet. Han smat bak gangdøren og stod der, mens lensmanden og hans folk gik ind, kom sig derfra ud og bortom udhusene og bort i et skogholdt. Nu fulgte han skogen til han nåede „Kantehødn e", hvor han hadde udsigt til alle sider og kunde følge lensmandens færd fra gård til gård over hele Liagrenden. Hallvard hadde venner i hver gård i grænden, og disse skaffede ham hemmelig den fornødne mat og andet han behøvde og holdt ham underre ttet om lensmandens planer og bevægelser. - Da det så ud til at bli en umulighed at få Hallvard fat igjen, blev det utlovet 10 riksdaler til den, som kunde få tak i ham. - Lensmanden, der havde ord for at være en mere pengegrisk end pliktoppfuldende mand, gjorde nu store anstrængelser for at vinde de udlovede 10 riksdaler. Og da Hallvards venner indså, at det ikke i længden kunde undgåes at Hallvard blev knepen, ble v de forligte om at skyde sammen 10 daler og give lensmanden på den betingelse, at han herefter undlod at efterstræbe Hallvard. Af disse 10 daler gav Øystein Johannesen Lien 3 daler, Hallvards bror Kristoffer på Kvål 3 daler. Hvor de øvrige 4 dale r kom fra ved jeg ikke. - Men pengene gjorde den tilsigtede nytte. - Hallvard var nu fri og begynte sin egentlige virskomhed som lærer. Han virkede vekselvis på forskjellige steder i Vang og endel av østre Slidre. Hans egentlige hjem var i lang tid i Nordre Lien hos Øystein Johannessen og dennes søn Johannes, de r begge var Hallvards meget trofaste venner. Til enkelte tider bodde han også på Remme hos Torleiv Tobiasen, der var kommen fra Skattebo i Slidre. Hallvard var en rastløs mand, der stadig måtte være i virksomhed og som lærer var han „strent" og gjorde, sig al mulig umag for at fremme opplysning i bygden. - Der sees således at fogden i Valdres har stevnet almuen i Slidre til ting den 13. jul i 1743 formedelst en klage, der skal være forfattet av Hallvard i Lykken og Knut Røn. - Klagen antages at være en besværing over den elendige tilstand skolevæsenet befandt sig i og andragende om at dette måtte bli forbedret. Selvfølgelig var klage n formet sådan, at den blevv en anklage mot bygdens ambedsmænd for deres ligegyldighed i denne sak. - At Hallvards oplysningsarbeide var høist påkrævet siger sig selv, og at det også har lykkedes ham at bebringe mange bra gårdmanssønner, ikke så så kundskaper og sjelden skrivedygtighed er sikkert. Derom vidner en hel del av de gamle dokumenter, de r endnu er bevarede og skreven af Hallvards elever. Ved siden av sin lærervirksomhed skrev han meget i sine fristunder. Han ubarbeidede således en forklaring over Luthers Katekismus. Denne var vistnok bra, men den kunde ikke stå sig i konkurrensen med Pontoppidans. Alligevel blev mange av Hallvard s spørgsmål og svar avskrevne og benyttede av mangen lærer her i bygden ved siden av Pontoppidans forklaring. - Således tilbragte Hallvard sine beste manddomsår med skole og opplysningsvirksomhed til gagn og fremgang for sin bygd, men økonomisk tab og andre gjenvordigheder for sig selv. Godtgjørelsen for hans lærerarbeide var nok så liden den tid , og da alderen kom og kræfterne avtok, kom bekymringerne for det daglige brød - Sine viktigste skrifter og bøker bar han stadig med sig på sine vandringer i en skindrandsel. Heri var også hans skrivemateriel. Der fortælles at en del av hans „arki v" blev ødelagt i en husbrand i Slidre. - Den ene modgang efter den anen hjemsøgte ham, og da alderen kom, og han ikke kunde virke som før,, var det også som hans fordums venner begyndte at ta avstand. Slutten blev at han i mange av sine sidste år mkåtte friste livet ved at vandre i omgan gslægd over hele Vang, til døden på en sådan lægdstur i Øye anneks friede ham ud fra utaknemmmelige sambygdingers behandling. Hallvard skulde flytte fra den ene gård i Øye til den anen (i nedre Dalen) og han bad så inderlig om at få være roli g en stund til - han forstod at døden nærmede sig. Men husets folk sa eni og fik nogen kåt ungdom til at bære ham til næste gård på en båre. Han døde imidlertid før de nåede frem. Han blev begraven ved Øye kirke. - Graven kan nu ikke påvises. Kirgegården er flyttet og den gamle gravplads er udlagd og opdyrket, og over Hallvards grav kjøres nu plogen og slåmaskinen, og ingen tænker på, at her hviler netop en av vor bygds største foregangsmænd. - Hallvard Lykken var liten av vekst med vakre ansiktstræk og lange bårkrøller og var bestandig ordentlig klædt og krøllerne stadti ordentlig kjæmmet og lagt. Hans optræden var fin og sømmelig. Han døde ugift. - Hallvard tillagdes av folket i hin overtroiske tid at ha greie på overnaturlige ting, og der går endnu mangt et sagn om hvad han kunde udføre ved hjælp av Svartekunstboken. Efter hans død heftede man sig særlig ved, at han allerede i sin ungdo m i et selskap hadde sagt til sine venner hvad dag og time han skulde dø, og at han skulde bli begraven på Øye kirkegård - netop i den bygd han aldrig virkede eller besøgte før han blev lagt pp lægd deroppe.- På en av sine sidste vandringer overnattede han hos sine gamle venner i nordre Lien. Min bestefar Øystein Johannessen, fik da uden hans vidende fat i hans randsel og ransagede hans papirer. Han tok ut en håndskreven svartebok og endel andre skrift er med omtrent sammeslags indhold og brændte alt. Han vilde ikke, at Hallvard skulde bære på sligt til sit sidste øieblik. Hallvard var da så svækket av ælde og svækket på synet, at han ikke savnede det uttagne ob brændte. - Når min bestefar forta lte denne historie, fortæller mor, la han altid til: „E hadde høyrt, at Svarteboke inkji skulde kunna brænne, men e såg kji anna, enn ho brann e". - A. O. Øyo.
  Person ID	I10699	Valdres Slekt
  Last Modified	20 Nov 2007

  
  

  Father	Knut Olsen BUNDE,   b. 1689, Bunde 97/6 Søre Høre d. 1758, Lykkja 1/, Nordre Øs (Age 69 years)
  Mother	Sigrid Olsdtr KJØS,   b. Abt 1690, Kjøs, Vang d. Bef 1736, Lykkja 1/, Nordre Øs (Age ~ 46 years)
  Family ID	F4314	Group Sheet  |  Family Chart